Chiagrød med mandler, blåbær og frysetørret hindbær

10 min (+1 nat i køleskab)
Chiagrød serveret med mandler, blåbær og frysetørret hindbær

Chiagrød er en genial morgenmad, som vitterligt tager 2 minutter at forberede aftenen forinden. Den skal bare stå i køleskabet og passe sig selv natten over til den får en cremet og ”grødet” konsistens. Derfor passer chiagrød helt perfekt til de travle hverdage, hvor der som oftest ikke er tid til at diske op med scrambled eggs og nybagte surdejsboller. Næsten lige så lækkert og overskudsagtigt er det dog at lave chiagrød med lækre toppings, som du kan tage med dig to-go. Herunder finder du vores super nemme og populære opskrift:

Ingredienser

-
2 Personer
+

Chiagrød

  • Chiafrø
    30 g
  • Soyadrik (eller mælk)
    3 dl
  • Rosiner
    20 g

Toppings

  • Mandler
    40 g
  • Friske blåbær
    100 g
  • Frysetørret hindbær
    10 g

Fremgangsmåde

Chiagrød

  1. Bland alle ingredienser grundigt i et sylteglas eller en lufttæt beholder.

  2. Stil på køl natten over – rør evt. chiagrøden op med lidt mere mælk, hvis den har sat sig dagen efter.

Toppings

  1. Rist mandlerne på en pande ved medium varme indtil de er helt sprøde og har fået en let-brunet farve. Hak dem derefter groft.

  2. Anret chiagrøden i høje skåle eller syltetøjsglas og top med friske blåbær, ristede mandler og frysetørret hindbær.

Det super sunde chiafrø

Chiafrø stammer fra Syd- og Mellemamerika og blev ekstremt populært inde for sundhed- og helsekost miljøer i 2013. Og det med god grund, da det har et relativt højt indhold af proteiner, kostfibre og vitaminer. Chiafrøet som ligner birkes eller sorte sesamfrø er i grundformen meget småt, men når man stiller det i blød natten over, udvider frøet sig op til 14 gange og vil give chiagrøden den her cremet konsistens.

GRØDs chiagrød

Der er ikke nogen tvivl om, at chiafrø har fået en stor betydning for hvordan danskerne og resten af verden tænker grød på. Lige da vi åbnede vores første GRØD restaurant i 2011 havde vi aldrig hørt om chiafrø før. Vores grødvokabularium bestod nemlig primært af varm morgengrød baseret på diverse klassiske kornsorter såsom havre, spelt, byg, ryg, emmer osv. Så det var en hel ny verden, der åbnede sig, da vi begyndte at eksperimentere med chiagrød og de her mærkelige små sorte frø. Helt lavpraktisk begyndte vi at google diverse opskrifter for at finde inspiration til hvordan man tilbereder chiafrøene. Til at starte med var det faktisk ret svært at få det til at smage godt. Chiafrø har nemlig ikke en speciel smag, men en speciel tekstur og konsistens, når man stiller den i blød i nogle timer. Det får en lidt blævret konsistens vil nogen sige, men med den rigtige dosering og ratio mellem chiafrø og mælk/plantedrik, så kan chiagrød smage vanvittigt godt.

Sådan skal du IKKE lave chiagrød

Et godt råd er IKKE at blende chiagrøden, (Det oplevede vi ude i vores GRØD restauranter, da vi prøvede at optimere vores røringsproces) da chiagrøden vil blive helt klistret og smattet – det blev nok nærmere noget, man kunne bruge som bindingsmiddel, når man skal konstruere huse :-)

En anden vigtig læring - som er utrolig banal, men ekstremt vigtig – at tilføje salt! Chiafrøene smager ikke af så meget selv, og derfor er det vigtigt at fremhæve smagen på plantedrikken/mælken ved at tilføje salt. Og så skal der masser af toppings til, som f.eks. i denne opskrift, hvor vi har brugt ristede mandler, blåbær og frysetørret hindbær.

Men fortvivl ikke – vi vil mene, at vi har knækket koden til den perfekte chiagrød opskrift, og det er da også blevet en fast og meget populær del af menukortet i vores GRØD restauranter. Hvis du derimod er en af dem, som bare ikke kan lide konsistensen af chiagrød, kan du prøve vores overnight oats i stedet, som også er genial morgenmad til den travle hverdag.

Lasse Skjønning Andersen

Lasse er muligvis verdens største grød-nørd. I 2011 stiftede han GRØD som nu tæller 10 butikker i henholdvis København og Århus. Udover at være stifter og ejer af GRØD, har han også udgivet en grød-kogebog (grød-biblen), som indeholder alt fra havregrød, acai bowls og risengrød til diverse salte grødretter som congee, dahl, risotto, bygotto og grøddeller.