Rug-havregrød med vanilje-æblekompot, skyr og ristede mandler
Det er naturligvis vigtigt, at grøden smager godt, men lige så vigtigt er det med lækre toppings som komplementerer den varme, og lidt tunge havregrød. Vi anbefaler at eksperimentere med søde, syrlige, sprøde, fede og bitre råvarer! F.eks. har vi, i nedenstående opskrift, syrlighed og sødme fra vanilje-æblekompotten, cremethed fra skyr samt sprødhed fra de ristede mandler, som vi synes, går sindssygt godt sammen med rug-havregrøden.
Fremgangsmåde
Rug-havregrød
Kog alle ingredienser op ved høj varme.
Skru ned til medium varme når grøden koger og lad den koge ind til passende konsistens. Smag til med salt.
Vanilje-æblekompot/toppings
Skyl æblerne grundigt, og skær dem i grove tern.
Flæk vaniljestangen, skrab vaniljekornene ud, og kom vaniljestangen- og kornene i en gryde sammen med æblestykker, vand og sukker. Kog ved medium varme, indtil æblerne er møre.
Ristede mandler
Rist mandlerne på en tør pande ved medium varme indtil de er helt sprøde og har fået en let-brunet farve.
TIP: man kan med fordel riste flere ad gangen og opbevare dem i en lufttæt beholder.
Servering
Anret grøden i dybe tallerkener eller skåle og top med en stor spsk vanilje-æblekompot, skyr og ristede mandler.
Hvad er rug?
Rug er en af mastodonterne inden for dansk korntradition. Rug har en unik mørk og sødmefuld smag, og har været en af de primære kornsorter i Danskernes madlavning fra år 1.000 til ca. 1.800-tallet. I Danmark kender vi det fra rugbrød, hvor netop rugkornet tilføjer en sød og dyb kornsmag. Rugbrødsmadder er faktisk på top 3 listen over de mest populære aftensmadsmåltider i Danmark (sammen med kylling og pizza). Vi er også svært begejstret for rugbrødet, især i dens originale brødform, men også særligt i den madspildsvenlige og bæredygtige øllebrødsform. Det er dog ikke udelukkende rugkornet i sig selv som giver de mørke, runde og søde smagsnuancer til rugbrødet – det kommer typisk fra malt (som er spiret og ristet bygkorn). Men udover at være hovedkomponent i rugbrødsbagning, er det også yderst oplagt at bruge rugflager til grødkogning.