Lemonade opskrift med citron og ingefær

10 min

Lemonade er luksusudgaven af saft af koncentrat som vi kender det fra barndommen. Og så er det i øvrigt importeret fra USA, hvor man i sindssygt mange film og serier og andet kulturgods fra USA, kan se små børn sælge hjemmelavet lemonade ved vejkanten til 10 cent. Og også i GRØD sælger vi lemonade, hvor vi har mange varianter på menukortet og har eksperimenteret med forskellige råvarer og smagsgivende elementer. Men vores ultimativt mest populære variant er lemonade med økologisk citronsaft, friskpresset ingefærjuice og rørsukker. Herunder får du den forfriskende opskrift på lige præcis denne.

Ingredienser

-
2 Personer
+

Lemonadekoncentrat

  • Friskpresset ingefærsaft
    2 dl
  • Friskpresset citronsaft
    10 dl
  • Rørsukker
    10 dl

Fremgangsmåde

Lemonade

  1. Blend alle ingredienser med en stavblender eller i en foodprocessor indtil alt sukkeret er opløst.

  2. Bland 1 dl koncentrat med 5 dl vand og server køligt.

GRØDs lemonade opskrift med citron og ingefær

Vores lemonade med citron og ingefær er som sagt den mest populære – hvilket vi godt kan forstå. Kombinationen af syren og den karakteristiske styrke fra ingefæren sammen med rørsukker er nemlig en utrolig enkel, men også meget velsmagende råvarekombination. Ja, det er tilmed sindssygt nemt at lave selv derhjemme. Og netop de friske råvarer – den rene citronjuice, samt den friskpresset ingefærsaft er grunden til at vores lemonade differentierer sig kvalitetsmæssigt fra den normale købesaft af koncentrat.

Derudover har vi i GRØD et særligt varmt forhold til citron-ingefær lemonade – vi har bl.a. haft den med på Roskilde festival siden 2013. Her har den friske og læskende drik slukket hedebølge- og tømmermændsramte festivalgæsters tørst mange år i træk. Lemonaden indgår da også som fast sortiment i alle vores GRØD restauranter og fungerer særdeles godt med f.eks. en frisk sommerrisotto eller spicy indisk Daal.

Variationsmuligheder

Det ligger lidt i ordet ”lemonade”, at der skal indgå lemon, altså citroner. Men i vores danske fortolkning af lemonade, kan den varieres på utallige måder – og er derfor ikke begrænset til at være baseret på citron. For udover den populære citron-ingefær lemonade har vi i GRØD også sindssygt gode erfaringer med både hjemmelavet rabarberlemonade og en lime-timianlemonade.

Rabarberlemonaden er en absolut forårs-og sommerklassiker og er lidt mere kompleks at lave sammenlignet med lemonaden med citron- og ingefærlemonade, men ikke desto mindre hele besværet værd (men sværere er det altså heller ikke). Kog blot rabarber sammen med rørsukker, citron, lidt vanilje. Si rabarberstykkerne fra, og smag til med rørsukker og citron, og så har du et fremragende rabarberlemonadeekstrakt. Og hvis du skulle have rabarber i overskud, kan du bruge dem på at lave en lækker rabarberkompot.

Genial til drinks

Selvom vi kender den klassiske lemonade med citron som en forfriskende kold sommerdrik, som bliver solgt af en 5-årig i parcelhuskvarterne i USA, så kan lemonade opskriften snildt bruges som en ”voksendrik” også. Prøv f.eks. at bruge lemonadekoncentratet sammen med en god vodka og en masse isterninger og frisk mynte. Eller lav en frisk citron-daiquiri, hvor du blender lemonadekoncentratet med isterninger, til du får en slush ice-agtigt konsistens. Du kan også prøve at lave frys-selv ispinde på lemonaden, som også er yderst forfriskende på en varm sommerdag.

Lasse Skjønning Andersen

Kurv

Støt Røde Kors

Går ubeskåret til Røde Kors vigtige arbejde

Støt Røde Kors

9,00 kr.

Støt Røde Kors

19,00 kr.